Tonepoet - Peter Bruun Portrætkoncert |
|||
Peter Bruun portrætkoncert med uropførelse af stor Kammersymfoni! Hvis der var retfærdighed til i verden burde det ikke være nødvendigt at introducere en komponist, der har modtaget Nordisk Råds Musikpris. Peter Bruun er en af disse komponister, der stadigt og jævnligt præsenterer en ny opera, et par nye sange, noget kammermusik osv., og hver gang får opmærksomhed, positiv respons og glade musikere, og som nævnt priser – sågar Den store fra Nordisk Råd. Men det er som om at der stadig er et stykke vej til at nå det store publikum.Ikke at alle komponister drømmer om det, men det kan en ensemblechef eller en koncertarrangør så drømme om på disse komponisters vegne. I Athelas synes vi i hvert fald, at det er værd at vie en hel koncert til komponisten Peter Bruun og vise forskellige facetter af ham som komponist.Peter Bruun er en mand, der griner meget og det antyder et lyst sind og et letbevægeligt gemyt. Men han er også aktivt udøvende undervandsrugby-spiller, er banjo-ejer og lader sig gerne fotografere med en frø på hovedet. Han synger gerne sine sange selv, og hvis han får fingre i en guitar, stemmer han den straks helt om, så alt lyder anderledes end det plejer. Hans musik er umiddelbart velklingende, ganske tonal i sit udgangspunkt, med subtile variationer i en ellers tilsyneladende enkelt fremadskridende rytme, og ofte med en markant melodisk linie, der næsten er lige til at synge med på. Titlerne til Peter Bruuns værker er ofte linier fra digte, gerne digte af Ursula Andkjær Olesen, med hvem Peter har lavet flere operaer, og linier fra hendes digte er også inspiration til koncertens hovedværk: En helt nyskreven kammersymfoni med titlen "Når du engang har forladt" – "Uendelig kammersymfoni for de fortabte". Ved koncerten medvirker den danske basunist Jesper Busk Sørensen, der til daglig spiller i Berliner Philharmonikerne, men her er solist i Bruuns basunkoncert "Twelve to remember, twelve to come". Her refererer titlen til de 12 slag der indleder koncerten og som vender tilbage i slutningen af koncerten. Og endelig "Bag den kan fredens ranker gro", et stykke, der viser Bruun som lejlighedskomponist, og som stående i gæld til Carl Nielsen, der citeres i dette stykke. Athelas dirigeres ved denne koncert af Casper Schreiber, og koncerten vil senere blive indspillet på CD til forventet udgivelse i 2017. Billetter findes Billetten.dk og kan købes i døren ved koncerten.
|
|||