Danske Dialoger 2023 – 2025

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen præsenterer i de kommende år en række verdenspremierer. Nye værker, som ATHELAS har bestilt hos komponister, som vi enten vurderer, hører til blandt tidens mest interessante komponister eller hører til blandt de unge komponister, der har udvist et særligt talent, som vi gerne vil udfordre og bidrage til, at de kan udfolde.

Bæredygtighed & Mænd/Kvinder

Komponistens inspirationskilde

I denne koncertserie beder vi komponisterne reflektere over, hvilken dansk komponist, der har haft særlig betydning for dem – og vi beder dem vælge et værk af den pågældende inspirationskilde. På den måde vil de danske uropførelser i denne koncertserie stort set alle blive præsenteret side om side med et værk, der har påvirket komponisten.

Genhør med danske mesterværker

På forlagenes hylder ligger alt for mange værker – sågar danske mesterværker – som publikum ikke har mulighed for at høre live efter de har haft uropførelse.  Det vil vi gerne tage ansvar for bliver lavet (bare) lidt om. Så nu kan du se frem til helt nye værker i selskab med nogle af de mest spændende danske værker fra de sidste halvtreds år.

Mændene først – dernæst kvinderne

I efteråret 2023 og i 2024 håber vi at kunne præsentere uropførelser af Peter Bruun (sep.’23), Morten Ladehoff (forår 24.), Erik Højsgaard og Matias Vestergård (efterår 24).

I 2025 og start 2026 håber vi at præsentere fire nye værker af danske kvindelige komponister. Vi løfter sløret for seriens afsluttende koncerter ved årsskiftet 23/24.

Vi glæder os til en række koncerter, der nok er skabt efter samme koncept, men som vil være forskellige – fordi de skabes i samarbejde med væsensforskellige komponister.

 

Vær med

For dem, der ved meget og dem, der vil lære og lytte til nyt

Koncerterne i serien Danske Dialoger bliver altid indledt med en værkpræsentation på 15 –  20 min.

Vores ønske er at møde vores publikum med både en generøs musikfaglighed, men også af en inviterende ligefremhed, så helt nye publikummer uden viden om vor tids kompostionsmusik kan blive inviteret ind i samtidsmusikkens berigende verden. I midten af dialogen er altid den komponist, der har en verdenspremiere på plakaten!

Koncerterne varer ca. 1. time, og baren er åben før og efter koncerterne, så man kan hygge sig i bedst tænkelige musikalske selskab.

Tak til vores sponsorer

Seriens koncerter er i 2023 og 2024 realiseret med støttet fra Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.