Torsdag

15. januar

klokken 2000

Oplev en kuriøs og humoristisk dystopi, hvor syv bofæller flytter ind på ”Lisbon Floor” i et falleret luksushøjhus. Operaen LISBON FLOOR blev uropført i 2022 og blev en stor succes hos både anmeldere og publikum. Året efter vandt LISBON FLOOR en Reumert som Årets Opera.

Program: 

Matias Vestergård – Lisbon Floor (koncertant)

Læs mere om koncerten

LISBON FLOOR er et horror-komediedrama, inspireret af gyser-forfatteren Shirley Jackson, Mozarts forviklingskomedier og computerspillet “The Sims”. 

Syv personer flytter ind i en lejlighed i et underfinansieret luksusbyggeri. Hurtigt viser det sig, at lejligheden er inficeret af onde kræfter, der manifesterer sig som ansigter af mug og svamp på væggene. Under indflydelse af de mystiske ansigter udvikler både karakterer og plot sig i en bizar, komisk og til tider blodig retning, men der er også stille stunder og kærlighed i luften. I sidste ende handler operaen om at finde et fællesskab og skabe sig et hjem i fjendtlige omgivelser.

I denne koncertante version opleves uddrag af operaen, der kredser om karakteren Artemisias udvikling – hun forelsker sig undervejs i en af de andre beboere og erklærer sine følelser til ham i en passioneret e-mail, usikker på om han vil gengælde hendes følelser. Hun finder også ud af, at den onkel som har gjort hende forfærdeligt ondt er til stede i lejligheden — og det kommer til opgør med begge mænd. Artemisia synges af Sophie Haagen, som vandt en Reumert Talentpris for præstationen.

Sideløbende med denne historie følger vi parret Alex og Alex og det væsen, de er ved at udruge i en kunstig livmoder. To af beboerne, Daphne og Gene, bliver korrumperet af de onde kræfter og forsøger at stjæle livmoderen.

Matias Vestergård har arbejdet tæt sammen med forfatter Lea Marie Løppenthin, som har skrevet librettoen. Han fortæller, at Løppenthins tekster har forløst nogle elementer i musikken: “Hun skriver med en fantastisk blanding af det lyriske, det fjollede og det dybe. Mødet med Leas tekster hjalp mig på vej til at stræbe efter det samme i musikken — det umiddelbart fjollede eller humoristiske, der pludseligt afslører noget dybsindigt og smukt.”

Da operaen i 2022 havde premiere var det i en beskåret version — ved denne lejlighed bliver det muligt for første gang at høre noget af den musik, der ikke kom med ved uropførelsen.

Lisbon Floor er bestilt og uropført af Copenhagen Opera Festival

Støtte/samarbejdspartnere: Da Capo, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højsgaard Fond, Beckett Fonden, Kulturministeriet og Statens Kunstfond.

Grafisk design: Jason Southgate

Hvad: Lisbon Floor (koncertant)

Hvornår:

Torsdag 15. januar klokken 2000

Hvem:

Komponist: Matias Vestergård
Librettist: Lea Marie Løppenthin
Dramaturg: Natascha Metherell
Dirigent: James Sherlock
Dorabella: Frederikke Kampmann
Artemesia: Sophie Haagen
Gene: Steffen Jespersen
Alex 1: Alex Friis Nielsen
Alex 2: Frederik Rolin

Hvor: Takkelloftet, Operaen, København

Her foregår koncerten