Lørdag 6. december 2025 klokken 1600
”Schnee (rører) ved vinternattens hemmelighed med sin musik og egner sig, som en gestus langt ud over mekanisk vinken, flot som meditativt decemberritual. Gentag gerne!”, skrev Informations anmelder i 2019 – og det gør vi så! En alternativ julekoncert med Hans Abrahamsens “Schnee” på programmet.
Program:
Hans Abrahamsen – Schnee
Læs mere om koncerten
Hans Abrahamsens værk “Schnee” er blevet til Athelas’ bud på en julekoncert.
Siden 2018 har vi spillet dette smukke, kontemplative værk – for udsolgte huse.
Også i år lader vi julesneen dale smukt ned over publikum i Koncertkirken, mens vi præsenterer publikum for Abrahamsens pragtfulde fortolkninger af lyde af sne.
Snefnuggenes samtidighed og på en gang individuelle og stærkt flokafhængige livlighed gør det på sin vis let at forstå, at en komponist har lyst til at oversætte lyden af sne til musik. Intet sted i musikken sker det mere sneagtigt end i værket “Schnee” – 10 canons for 9 instrumenter, som underteksten lakonisk siger.
Siden første gang Athelas præsenterede Abrahamsens betagende værk og lod de legende snefnug dale ned over væggen i form af dansende lysprikker, har vi spillet for udsolgte huse. Årsagen er enkelt: Abrahamsen har skabt et magisk musikalsk øjeblik, der efterlader publikum betagede, fortryllede og henførte.
Alle kender begrebet “kanon”, som ethvert barn må have prøvet at synge Mester Jacob i. Dette hver især at holde på sit og samtidigt blive en del af en mere og mere kompleks helhed er fascinerende, og når man lytter til Schnee, er det oplagt at oversætte, hvad man hører tilbage til forestillinger om vrimlende sneflokke, stille dalende sne eller tunge våde fnug, der falder ubønhørligt.
Værket sætter alle mulige associationer i gang. Dets fascination af matematiske strukturer bringer mindelser om Bach. Hos andre bringer værket fornemmelser om en moderne fortolkning af Vivaldis ’vinter-parafrase’ med sig. Uanset så inviterer værket lytteren med ind i en filosofisk meditation over ’lyden af sne’ – og det flytter os.
Koncerten er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højsgaard Fond, Beckett Fonden, Kulturministeriet og Statens Kunstfond.
Hvad: Schnee
Hvornår:
Lørdag 6. december 2025 klokken 1600
Hvem:
Athelas Sinfonietta Copenhagen
Dirigent: Rei Munakata
Visuals: Christoffer Askman
Hvor: Koncertkirken Blågårds Plads