Hvis man som publikum i Danmark gerne vil følge med i vores aktuelt mest banebrydende internationale billedkunst, ved man, hvilke gallerister og museer man skal opsøge for at få smagsprøver på internationale trends.
Hvis man ønsker at holde sig en smule orienteret om de væsentligste bevægelser i den samtidige europæiske kompostionsmusik, er man henvist til udlandet. Det gør Athelas koncertserie ‘Europæiske Trendsættere’ op med.
ATHELAS, der har speciale i samtidsmusik, præsenterer i denne serie seks af de mest toneangivende aktuelle trendsættere fra de europæiske scener. Side om side med udvalgte europæiske musikalske mesterværker fra det tyvende århundrede, der har haft afgørende betydning for vor tids kompositionsmusik. Værker, som vi ligeledes stort set aldrig har lejlighed til at høre live i Danmark.
ATHELAS præsenterede i marts 2023 seriens første brag af en koncert med et dobbeltprogram med to trendsættere fra Østrig: Olga Neuwirth og Arnold Schönberg.
Med William Demant Fondens generøse støtte er det muligt at forfølge ambitionsniveauet. Seriens to næste koncerter præsenteres i efteråret 2023, og sættes i salg inden sommer.
Serien er ligeledes støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens fond.